Jeg kan huske ophidselsen. Allerede som meget ung kan jeg genkalde at jalousi ophidser mig. Dengang var det bare jalousi, jeg kunne ikke forstå det som andet. De enkelte gange hvor jeg greb min kæreste i at flirte eller kysse med andre, blev jeg sur – præcis som det forventedes!?Fra ungdommen husker jeg en fest, hvor min kæreste og jeg kun kendte ganske få af deltagerne. Min kæreste minglede og hyggede sig. Da vi kom hjem pressede jeg hende til at fortælle om drengene, der flokkedes om hende. Jeg spillede den forurettede kæreste.Jeg var sikker på, at jeg gjorde det rigtige, men dybest set var det ”pålagte” automatreaktioner – jeg nød inderst inde alt, hvad der var sket, mit hjerte løb over af forelskelse – forelskelse fordi hun blev hos mig, selv om hun var attrået. Forelskelse, fordi jeg netop elskede den selvstændighed, som hun udviste og udstrålede – og som hun turde udfolde sammen med mig – men også sammen med andre.